Aarhus Shotokan Karate-Do Vedtægter
§ 1 Navn
§ 2 Formål
§ 3 Medlemskab
§ 4 Foreningens ledelse
§ 5 Generalforsamlingen
§ 6 Bestyrelsen
§ 7 Specielle udvalg
§ 8 Sanktionsbestemmelser
§ 9 Revisorer
§ 10 Administrative bestemmelser
§ 11 Foreningens opløsning
§ 1 Navn
Foreningens navn er Aarhus Shotokan Karate-Do (ÅSK)
§ 2 Formål
A:
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til Shotokan Karate-Do. Videre er det foreningens formål at formidle kendskab til historiske og filosofiske aspekter bag Karate-Do og give medlemmerne de bedste muligheder for fysisk og psykisk udvikling gennem vedvarende hensigtsmæssig træning.
B:
Aarhus Shotokan Karate-Do er medlem af: stilartsorganisationen Shotokan Karate-Do International Danmark (SKI-DK), Dansk Karate Forbund (fællesorganisation for alle stilarter, medlem af Danmarks Idræts Forbund), Idrætssamvirket Aarhus.
§ 3 Medlemskab
A:
Nye medlemmer, aktive eller passive, optages hele året.
B:
I forbindelsen med indmeldelsen skal nye medlemmer gøres bekendt med foreningens vedtægter og ved deres underskrift bekræfte at de er indforstået med at overholde disse i ånd og bogstav.
C:
Optages kan enhver, idet der dog gøres opmærksom på det i paragraf 8 stk. A anførte
D:
I forbindelse med indmeldelsen skal der løses SKI-DK pas. I indmeldelsesgebyret er inkluderet kontingentbetaling til SKI-DK for indmeldelsesåret. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde – elever der træner på gæstebasis, deltidstrænende elever, eller såfremt andre specielle omstændigheder gør sig gældende – dispensere fra kravene om indmeldelsesgebyr og SKI-D medlemskab. Indmeldelsesgebyrets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
E:
Samtlige medlemmer af ÅSK er underlagt alle bestemmelser der måtte være forbundet med foreningens medlemskab af de i paragraf 2 stk. B nævnte organisationer.
F:
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentforhøjelser træder i kraft per førstkommende kvartalskifte. Kontingent betales kvartalsvis, halv- eller helårligt: Passive medlemmer: kvart kontingent. Børn og juniorer ( 18 år): fuldt kontingent. Kontingentopkrævning som følge af medlemmers fyldte 18. år opkræves og pålægges den efterfølgende kontingentperiode. Kontingent betales for kvartalerne 1. (februar, marts, april) 2. (maj, juni, juli) 3. (august, september, oktober) 4. (november, december, januar). Kontingentrestance ud over 1 måned betragtes som udmeldelse.
G:
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen og minimum 14 dage forud for en kontingentopkrævningsperiode. Indbetalte kontingenter og gebyrer refunderes ikke.
H:
Eksklusion af et medlem kan ske efter reglerne anført under ”Sanktionsbestemmelser”.
§ 4 Foreningens ledelse
A:
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den overordnede ledelse varetages af bestyrelsen der som daglig ledelse kan udpege et forretningsudvalg bestående af tre personer og hvori formanden og kassereren skal have sæde.
B:
Valgbare til tillidsposter i foreningen er alle medlemmer der er fyldt 18 år og som alene er medlem af stilartsorganisationen SKI-DK. Kun medlemmer der aktivt har deltaget i foreningens virke gennem minimum ét år er valgbare til posterne: kasserer, næstformand eller formand.
C:
Alle tillidshverv er ulønnede. Eventuel, fuld eller delvis, refusion af udgifter til rejser og diæter i forbindelse med deltagelse i turneringer, kurser eller andre for foreningen relevante aktiviteter kan ske, men kun efter forudgående aftale med bestyrelsen eller forretningsudvalget.
D:
Hvor intet andet er bestemt i det følgende, er almindelig stemmeflerhed gældende ved afstemninger.
E:
Er der stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen, forretningsudvalg eller stående udvalg er formandens stemme udslagsgivende.
F:
Er der stemmelighed ved personvalg, gøres afstemningen om mellem de personer der ved første afstemning fik lige mange stemmer. Giver dette ingen afgørelse afgøres valget ved lodtrækning.
§ 5 Generalforsamlingen
A:
Generalforsamlingen består af bestyrelsen, faste instruktører, stående udvalg, revisorer og aktive og passive medlemmer.
B:
Stemmeret ved generalforsamlingen har alle aktive medlemmer og bestyrelsen. Der kan ikke meddeles fuldmagt til at stemme.
C:
Taleret har alle de i paragraf stk A nævnte, revisorer samt passive medlemmer. I specifikke tilfælde kan dirigenten med generalforsamlingens samtykke meddele taleret til enhver der måtte ønske det.
D:
I den udstrækning lokaleforholdende tillader det er generalforsamlingen åben for enhver der ønsker at overvære den.
E:
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske to gange. Første indkaldelse ophænges i foreningens lokaler senest 4 uger inden afholdelsen og skal indeholde angivelse af tid, sted, foreløbig dagsorden og tillidsposter på valg. Anden indkaldelse ophænges senest én uge inden afholdelsen og skal indeholde: tid, sted, endelig dagsorden, kandidatlister til tillidsposter på valg, revideret regnskab, eventuelt budget for det kommende år og indkomne forslag i deres fulde ordlyd.
F:
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i 1. kvartal.
G:
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest to uger inden generalforsamlingen. Ret til at stille forslag har bestyrelsen, stående udvalg, faste instruktører, og alle aktive medlemmer.
H:
Dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Kontrol af stemmeberettigede.
2. Valg af dirigent og referent.
3. Forelæggelse og behandling af årsberetninger.
4. Forelæggelse og behandling af regnskab.
5. Fastlæggelse af kontingenter og gebyrer.
6. Budgetorientering.
7. Behandling af indkomne forslag.
8. Valg til ledige tillidsposter (bestyrelse, to revisorer)
9. Evt.
Dirigent og referentopgaver kan tildeles personer der ikke er medlem af ÅSK. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen. Referat fra generalforsamlingen skal ophænges i foreningens lokaler senest én måned efter afholdelsen.
I:
Der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling såfremt 25 procent eller flere af de til enhver tid stemmeberettigede medlemmer anmoder herom. Anmodningen skal fremsættes skriftligt til bestyrelsen med angivelse af dagsorden og skal underskrives af de stemmeberettigede der ønsker den ekstraordinære generalforsamling afholdt. Mødeindkaldelsen skal ophænges senest 2 uger efter anmodningens fremsættelse og skal indeholde dagsorden.
J:
Ekstraordinær generalforsamling skal ligeledes afholdes på bestyrelsens anmodning.
K:
Indkaldelse til et ekstraordinært møde skal varsles minimum to uger inden og være afholdt senest 6 uger efter anmodningens fremsættelse.
L:
På en ekstraordinær generalforsamling kan kun behandles det eller de emner der har givet anledning til mødets indkaldelse.
§ 6 Bestyrelsen
A:
Den administrative og økonomiske ledelse af foreningen påhviler bestyrelsen, der består af:
1. Formand
2. Næstformand/Sekretær
3. Kasserer
4. Medlem 1
5. Medlem 2
6. Medlem 3
7. Medlem 4
B:
Bestyrelsens medlemmer vælges for et år af gangen.
C:
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder, er ansvarlig for formalia i forbindelse med generalforsamlingsindkaldelse og afholdelse, og fører forsædet ved bestyrelsesmøder. Suppleanter har taleret men ikke stemmeret. Bestyrelsesmøder kan være lukkede, i givet fald skal dette varsles ved indkaldelsen.
D:
Kassereren fører foreningens regnskaber, er ansvarlig for udarbejdelse og opfølgning af budget, og sørger for rettidig revision af regnskabet.
E:
Fordeling af øvrige arbejdsopgaver aftales internt i bestyrelsen. Såfremt der er budgetmæssig dækning herfor kan bestyrelsesopgaver i enkelte tilfælde søges løst ved konsulenthjælp.
F:
Bestyrelsen skal afholde minimum to årlige møder, men kan indkaldes når der skønnes behov herfor. På begæring af to eller flere bestyrelsesmedlemmer skal der afholdes møde indenfor to uger. Mødeindkaldelse skal altid ske med mindst én uges varsel. Et rettidigt indkaldt møde er altid beslutningsdygtigt såfremt minimum fem bestyrelsesmedlemmer er fremmødt. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Der føres mødeprotokol i hvilken alle væsentlige beslutninger og diskussioner refereres og signeres. Alle stemmeberettigede medlemmer har protokolindsigtsret. Det påhviler bestyrelsesformanden at orientere stående udvalg om alle væsentlige beslutninger der vedrører disses arbejdsområder.
G:
Bliver en bestyrelsespost ledig i en valgperiode konstituerer den resterende bestyrelse – med gyldighed frem til førstkommende ordinære generalforsamling – en suppleant.
H:
Bestyrelsen fastsætter gebyrer for deltagelse i foreningens aktiviteter og satser for diæter og rejsegodtgørelse.
I:
Bestyrelsen kan kun i særlige situationer – og kun såfremt disponeringen ikke har større værdi end 30.000 kr. og der i løbet af 3 regnskabsår skønnes at ville være dækning for en økonomisk disposition via kontingentindtægter eller andre sikre eller sandsynlige indtægter – forpligtige foreningen økonomisk ud over kassebeholdningen. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for overholdelse af vedtagne budgetrammer og andre økonomiske dispositioner. Ved alle økonomiske dispositioner tegnes foreningen af formand, kasserer og næstformand i forening. I tilfælde hvor der ikke indgår en næstformand i bestyrelsen, skal der indgå et tredje bestyrelsesmedlem i stedet for næstformanden. Budgetterede underskud skal godkendes af generalforsamlingen.
J:
I alle sager vedrørende karatetekniske eller undervisningsmæssige forhold skal bestyrelsen indkalde og høre de faste instruktører før der træffes afgørelser.
K:
Bestyrelsen hæfter ikke for foreningen.
§ 7 Specielle udvalg
A:
Til at forestå og lede en særlig aktivitet kan bestyrelsen nedsætte et specielt udvalg.
B:
Et specielt udvalgs sammensætning, dets opgaver og beføjelser fastlægges af bestyrelsen.
C:
Et specielt udvalg opløses når dets opgave er løst.
§ 8 Sanktionsbestemmelser
A:
Hvis det kommer til bestyrelsens kendskab at et medlem af ÅSK er eller har været udøvende, sigtet, tiltalt eller dømt i en voldssag påhviler det bestyrelsen at søge sagen grundigt oplyst. Bestyrelsen kan i den forbindelse pålægge medlemmet at fremlægge en straffeattest. Hvis det fremgår at medlemmet er blevet dømt for vold, skal bestyrelsen ekskludere medlemmet, medmindre ganske særlige forhold taler herimod. Bestyrelsen skal betragte det som en skærpende omstændighed, hvis medlemmet er instruktør eller beklæder en tillidspost i klubben, idet sådanne personer må forventes at være forbilleder for mange medlemmer. Eksklusionens varighed fastsættes af bestyrelsen ud fra en vurdering af sagens omstændigheder. Såfremt den ekskludere ønsker det skal afgørelsen behandles på førstkommende ordinære generalforsamling. I givet fald skal dette ønske meddeles bestyrelsen skriftligt senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
B:
Såfremt et medlem begår en handling der i øvrigt strider mod ånd eller bogstav i ÅSK’s vedtægter, i et udvalgs regulativ eller udviser en optræden der strider mod almindelig sømmelighed eller skader foreningens omdømme, kan medlemmet udelukkes fra foreningens aktiviteter efter nedenfor anførte regler.
C:
I mindre belastende tilfælde kan udelukkelsen gøres betinget. I så fald får sanktionen kun virkning, såfremt medlemmet igen forser sig indenfor betingelsestidsrummet.
D:
Et er i alle tilfælde bestyrelsen der iværksætter eventuelle sanktioner – enten på anmodning fra udvalg, involverede parter, eller på anden foranledning. Bestyrelsen er bemyndiget til at udelukke et medlem fra enkelte aktiviteter eller fra samtlige foreningens aktiviteter, ligesom bestyrelsen kan vælge samtidigt eller alternativt at atge andre hensigtsmæssige initiativer. I alle tilfælde skal sanktionerne konfirmeres ved førstkommende generalforsamling. Iværksættelse af sanktioner overfor enkeltpersoner kræver at 5 eller flere af bestyrelsesmedlemmerne stemmer for sanktionerne.
E:
I reglementerne for de specielle udvalgs virke skal bestemmes hvilke sanktioner udvalget kan anmode iværksat, såfremt reglementet overtrædes. De specielle udvalg kan ikke anmode iværksat sanktioner med virkninger der går ud over udvalgets kompetenceområde.
F:
Et udelukket medlem skal altid samtidig med eller umiddelbart efter udelukkelsen gøres bekendt med sine ankemuligheder.
G:
Et udelukket medlem kan anke afgørelsen overfor bestyrelsen. Anke skal ske skriftligt og senest fire uger efter at den påankede hændelse har fundet sted. Ankesager behandles primært af bestyrelsen men skal altid prøves ved næstfølgende generalforsamling. Generalforsamlingen kan vælge at nedsætte et ordens og amatørudvalg til at behandle sagen – et sådan ordens og amatørudvalgs opgaver og beføjelser følger i så fald de for Dansk Idrætsforbunds ordens og amatørudvalg til enhver tid gældende regler. Iværksættelse af sanktioner mod enkeltpersoner kræver at ¾ af de ved generalforsamlingen stemmeberettigede medlemmer stemmer for sanktionerne.
H:
I alle sager skal den eller de der er berørt af sagen altid have mulighed for at udtale sig på de møder hvor sagen behandles.
§ 9 Revisorer
A:
ÅSK har to revisorer der ikke tillige kan være medlem af bestyrelsen.
B:
Revisorerne skal være regnskabskyndige.
C:
Revisorerne vælges for én generalforsamlingsperiode ad gangen.
D:
Revisorerne revidere ÅSK’s regnskab og skal føre en løbende kontrol med at regnskabsføringen sker på betryggende vis.
E:
Generalforsamlingen kan alternativt vælge at lade revisionen foregå ved professionel bistand.
§ 10 Administrative bestemmelser
A:
Foreningens adresse er foreningens hjemsted.
B:
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
C:
Bestyrelsen fastsætter gebyrer for for sent indbetalte kontingenter og øvrige afgifter.
D:
Bestyrelsen er berettiget til at fastsætte supplerende administrative bestemmelser, der dog skal være bragt til medlemmernes kundskab minimum to uger før de gøres gældende.
§ 11 Foreningens opløsning
A:
Foreningen kan opløses på en ekstraordinær generalforsamling hvor mindst ¾ af de mulige stemmeberettigede er til stede og mindst ¾ af disse stemmer for opløsningen.
B:
Såfremt en ordinær generalforsamling, hvor forslag om foreningens opløsning er lovlig fremsat, ikke er kompetent til at vedtage forslaget, kan bestyrelsen på samme møde med almindelig stemmeflertal vedtage at indkalde til ekstraordinøær generalforsamling, hvor eneste punkt på dagsordenen er forslaget om foreningens opløsning.
C:
Indkaldelse til en på dette møde vedtaget ekstraordinær generalforsamling kan opløsningen vedtages såfremt mindst ¾ af de fremmødte stemmer for forslaget.
E:
I tilfælde af foreningens opløsning afgør den opløsende generalforsamling ved almindelig stemmeflerhed hvilke dispositioner der skal træffes vedrørende foreningens formue og ejendele.
|